Evenues afslutter lejemålet på DOK5000

Venue- og cateringvirksomheden, Evenues, afslutter lejemålet på DOK5000 i Odense. Frem til 30. november 2027 afvikler vi fortsat alle events i den gamle kornhal. Herefter overtager nye lejere lejemålene hos Ejendomsselskabet Olav de Linde.

DOK5000 set fra luften

Evenues har siden 2023 drevet DOK5000 til firmaevents. Ved overtagelsen af den gamle kornhal stod Evenues for renovering af gulvet, etablering af nye toiletter, et nyt industrikøkken, en eksklusiv cocktailbar samt en træterrasse med udsigt til vandet.

DOK5000 har dannet ramme om alt fra konferencer til firmafester, bil-lanceringer og den årlige medlemsfest til HCA Festivals. Holdet bag Evenues har nydt at skabe inspirerende og unikke events i de rustikke rammer. Vi er taknemmelige for samarbejdet med kunder og samarbejdspartnere og glæder os til at skabe mange flere arrangementer frem mod november 2027.

"Vi har haft tre fantastiske år i DOK5000, og frem til 30. november 2027, hvor vi stopper endeligt, har vi masser af events i kalenderen, hvor vores fokus fortsat bliver at give alle et fantastisk og uforglemmeligt arrangement"
— Allan Hansen, direktør i Evenues.

Beslutningen er truffet efter en længere tids overvejelse. Med hovedkontor i København har Evenues valgt at samle sit fokus i hovedstaden.

”Vi har travlt i København og må erkende, at vi ikke har de nødvendige kræfter til at give DOK5000 den opmærksomhed, som stedet fortjener. I stedet fokuserer vi på vores to venues og vores gourmetcatering i København” fortsætter Allan Hansen.

Gæster til konference i DOK5000

Samarbejdet slutter på bedste vis mellem Evenues og Ejendomsselskabet Olav de Linde:

”Vi har været glade for samarbejdet med Evenues. De rakte ud med deres overvejelser, og vi har haft en rigtig god og respektfuld dialog. Derfor er jeg også tryg ved, at de kommer til at afslutte med manér,” siger Lars Friis Christensen, afdelingsdirektør i Ejendomsselskabet Olav de Linde.

Skal I nå at holde jeres firmaarrangement i DOK5000? Kontakt os for et uforpligtende tilbud.

Johanne Appel

Mit navn er Johanne, og jeg er skribenten bag Evenues’ blogindlæg. Som marketing- og kommunikationskoordinator brænder jeg for at give indblik i alt, der rør sig i Evenues. Jeg elsker at nørde med sproget og dele historier om vores events, mine dygtige kollegaers arbejde - og alt derimellem.

Næste
Næste

Sådan arbejder vi med at mindske madspild